Stof til eftertanke
ccsolrod.dk - visioner for en fotogruppe

Fotogruppen går ud og fotograferer som en gruppe, men vi forsøger at splitte gruppen op og skyde på egne ideer, som den enkelte får. Ellers vil alle i gruppen ende op med identiske middelmådige skud. Men gruppens fototure er også sociale ture, hvor vi alle afslutter turen med en fælles spisning.

 

Når vi fotograferer, prøver vi at undgå klichéer – dvs. fotos af ting som solnedgange, blomster close-ups, cykler parkeret ved vinduer i gamle stræder eller skæggede mænd på folkloristiske steder. Alle tager sådanne fotos. Alligevel kan vi ikke helt undgå at komme hjem med billeder af flotte landskaber, som egentlig mere er til et postkort. Så helt at undgå klichéer lykkes nok aldrig.

 

Fotografen Ken Rockwell siger, at som fotograf gælder det om at skille sig ud. Man har brug for at lave noget kreativt. For hvis du allerede ved, hvordan billedet ser ud – hvorfor så tage et foto? Derfor forsøger vi at tage et billede, som vi sætter vores eget præg på. Vi er fotografer – ikke tilskuere.

 

Fotografi er en skabende kunst. Du er nødt til selv at skabe et fotografi, du kan ikke tage det. Kameraet gør ikke en væsentlig forskel. Alle kameraer kan registrere, hvad du ser. Du er ikke en fotograf, fordi du har alle de nødvendige tekniske redskaber, selv om du ved, hvordan du skal anvende udstyret. Du er nød til at lære at se og skabe. Kunst er udtryk for fantasi ikke reproduktion af virkeligheden.

 

Hvis du vil have dine billeder skal blive bemærkelsesværdige, skal dine billeder være forskellige fra alle andre, de skal skille sig ud fra mængden. De skal dog ikke kun være anderledes, de skal også være gode.

 

En fotograf er ikke en tilskuer. Du er nød til at komme ud og finde ting. Finde og se, er den hårde del. Det er, hvad der gør en fotograf. At tage billedet er den trivielle del. Fotomuligheder findes overalt. Vær opmærksom, hold øjnene åbne og se efter dem.

 

Du er nød til at komme det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Kun nogle gange er vejr og belysning optimale. Du kan gætte, men du ved aldrig, hvad der skal ske ved daggry eller solnedgang, før det sker. Du er nød til at være der og klar hver gang for hurtigt at kunne fange motivet. Held skal mødes med forberedelse. Enhver form for fotografering kræver arbejde.